Alternate Text
Tilbage

8. august. 2019

Kærestegaver til ham og hende


Kender du det, at det bliver sværere og sværere at finde på en gave, jo tættere en person står dig nært? Det kan således være svært at skulle udtænke den perfekte gave til kærligheden i dit liv. For den skal jo gerne både være personlig, ærlig og kærlig men heller ikke for meget. Kort sagt; du vil gerne give den perfekte gave til kæresten, men ved ikke lige, hvor du skal starte. I så fald kan du kan roligt læse videre. Herunder har vi nemlig samlet en masse gode gaveidéer til, hvad du kan give i kærlighedsgave, og som helt sikkert vil vække glæde hos den, du holder af. 

Kvinder sætter pris på romantik

De fleste kvinder elsker, når deres kæreste eller mand har gjort sig umage. Det kan derfor godt svare sig at bruge lidt ekstra tid på at finde den helt rigtige gave til din udkårne. Men for mange mænd virker det måske også lidt skræmmende og som et stort pres, at skulle ramme plet i forhold til den helt rigtige gave. For oftest ved kæresten jo godt, hvad hun vil have, og så er det næsten umuligt at vælge det rigtige. Derfor kan du som partner overveje at give et gavekort til et af de steder, du ved, hun frekventerer ofte: Hendes yndlings tøjbutik, en bestemt smykkeforretning, wellness eller et lækkert brunchsted. For du har sikkert hørt hende snakke - også flere gange - om en helt bestemt kjole eller et helt bestemt tøjmærke, men hvordan var det nu lige det var med størrelsen og farven? Gavekortet er således en oplagt mulighed for dig, hvis kæreste selv bedst ved, hvad hun kan lide. Og hun vil sikkert sætte pris på selv at kunne vælge frem for at skulle ned og bytte gaven. Noget der også vil tale til de fleste kvinders hjerte - og søde tand - er chokolade. Der findes efterhånden et utal af specialbutikker og producenter inden for kvalitetschokolade, hvor der er rig mulighed for at vælge netop det, der falder i din kærestes smag under kyndig vejledning af personalet. Det er selvfølgelig forskelligt fra kvinde til kvinde, hvad de forbinder med romantik. Nogle er til roser, champagne og hjerter, mens andre er mere til en praktisk gave, der tjener en funktion. Her kan du i høj grad se mod kategorierne boligindretning og ikke mindst mod køkkenet. Mon ikke din kæreste eller kone er vild med madlavning eller elsker at bage? I så fald er det jo oplagt med et nyt køkkenredskab eller et andet stykke værktøj, hun vil have glæde af at bruge, når hun kokkererer. Er hun glad for at indrette og hygge om hjemmets fire vægge, findes der massere af fint nips, smukke lamper, tæpper og puder der vil kunne forskønne ethvert hjem.
Selvom mange kvinder nok ikke vil indrømme det, så elsker de når kæresten tager styringen og træffer et valg. Og her er din oplagte mulighed for som kæreste at vælge en gave, der også kommer dig til gode. Kategorien er naturligvis undertøj. Mange kvinder synes, at det er både sexet og smigrende at iklæde sig noget lingerie for sin kærestes skyld - og i og med at du har valgt det, er det jo netop fordi, du synes, hun ser godt ud i det. Det kan også være, at du har givet hende rigeligt med undertøj, og nu vil du gerne prøve noget nyt – spice tingene lidt op. Du kunne prøve at overraske kæresten med en gave, som i begge kan få gavn af og masser af sjov, nemlig frække gaver. En anden ting hun helt sikkert også vil være lykkelig for at kunne iklæde sig, er et nyt smykke. Her er der ikke så meget andet at gøre, end at gå efter dit hjerte og intuition. Uanset hvad du vælger, vil hun blive rørt over, at du er gået all in på den personlige gave. Noget du heller ikke går galt i byen med, er skønhedsprodukter. Alt fra parfume til hudplejeprodukter er ofte at finde på de fleste kvinders ønskeseddel - og hvis ikke, så ønsker de sig det sikkert alligevel. 

Sidst men ikke mindst er der jo den klassiske middag for to: En romantisk aften i hinandens selskab hvor der er plads til at både samtalerne og vinen kan flyde mellem jer, alt imens i nyder et lækkert måltid. 

 

En kærlig gave til ham

Romantik og maskulinitet. Det er umiddelbart to ting, som ofte kan være svære at forene i én og samme ting. For du vil gerne finde en sød gave til kæresten, men omvendt er han måske også lidt af en drengerøv. I hvert fald er blomster og chokolade nok noget, du selv vil sætte mere pris på, end han vil. Det kræver derfor, at du som kæreste tænker ud af boksen, når den perfekte gave til ham skal findes. Her er det en god idé at tage udgangspunkt i hans interesser. Er han for eksempel vild med biler, sport eller har en helt specifik fritidsinteresse? Der findes mange steder, hvor du kan leje en lækker bi,l og på den måde kan han få udlevet sin drengedrøm, mens du kan få del i oplevelsen ved at sidde på passagersædet. Dette kan samtidig kombineres med en lækker picnic, en tur i skoven eller til vandet - på den måde giver du en gave, der kombinerer det bedste fra to verdener: Fart over feltet og romantik. Du kan også tage ham med på bilmuseum, hvis han interesserer sig for gamle biler og historie. Er han den aktive type, kan du jo give ham noget nyt udstyr til at booste eksempelvis cyklen, værktøjskassen eller det nyeste sportsur, der kan tracke alle hans tider. Skal det være lidt mere højtflyvende, kan du jo både bestille en tur i helikopter eller give ham en oplevelse med bridgewalking, der skulle indebære en helt fantastisk udsigt. Du har helt sikkert også hørt ham snakke om et helt bestemt sportshold og ved, at han har en drøm om at se sit yndlingshold spille på et bestemt stadion. I så fald er der her en oplagt mulighed for at kombinere en smuttur til udlandet med et par billetter til en kamp. 

En sikker vinder, der samtidig kan gøre din kæreste endnu mere attraktiv, er at forære ham en ny duft eller noget nyt lækkert tøj. Begge ting er noget mange mænd sætter pris på at få i gave, da de ofte selv synes det kan være tidskrævende, og ikke føler sig kompetente nok til, at skulle ud og vælge. Og her kan du med fordel trække på dine egne sanser, da det jo er dig, der får glæde af at skulle dufte til ham og se på ham til dagligt. Skal det være ekstra eksklusivt, kan du også vælge at gå efter et lækkert ur. Dette er lidt mændenes smykke, og her har du derfor muligheden for at vælge noget ekstra personligt. Det samme gælder, når det kommer til kropsudsmykning. Måske din kæreste er glad for tatoveringer? I så fald kan du jo overveje at forære ham en ny til samlingen. En anden gave der helt sikkert vil falde i god smag hos din kæreste, er en eksklusiv flaske vin, hans yndlingsgin, specialøl eller andre former for kvalitetsdrikkevarer, som han både kan nyde i sit eget selskab eller hive frem på en hyggelig aften med vennerne.   

 

Gaven I kan bruge sammen

Der er selvfølgelig mange anledninger til at give en gave, men nogle er mere oplagte end andre; for eksempel fødselsdag, jul og årsdage. Det betyder også at du ofte skal finde på flere gaver i løbet af året. En god idé er at veksle mellem størrelsen på gaven, men en faktor du også kan skrue på, er hvorvidt gaven er en materiel ting eller en oplevelse. Og her er der en oplagt mulighed for at give en gave, i sammen kan nyde. En tur i biografen går man aldrig galt i byen med, og I har helt sikkert snakket om den der nye film, I godt kunne tænke jer at se sammen. Eller måske I deler en fællesinteresse for et bestemt band eller en festival? I så fald er det jo oplagt at købe to koncert- eller festivalbilletter, som helt sikkert vil give jer et fællesminde for livet. Er det den helt store gave, der skal investeres i, kan du jo gå efter at give en weekendtur: Et ophold på hotel, i en hytte, en storbyferie eller simpelthen et par overnatninger på et af de mange bed and breakfast-steder rundt om i landet. Dette kan endvidere kombineres med en form for wellness, hvor I begge kan komme helt ned i gear, nyde en omgang spa eller massage og bare glemme hverdagens gøremål. Nogle kobler selvfølgelig også bedst af, når de kommer ud i naturen og er aktive. Også her findes der mange muligheder for at finde en gave, hvor I kan nyde hinandens selskab. Der findes eksempelvis massere af ture og ruter rundt om i landet, der er tilpasset både hiking og cykling. Eller hvad med at leje en kano eller et par kajakker og stikke til søs? I kan booke en dag med en instruktør på vandet, prøve paddleboard eller stå på vandski. Mulighederne er mange. Skal det være indendørs, findes der både klatrehaller rundt om i landet, eller i kan tage dansetimer og blære jer på dansegulvet, næste gang I skal ud. Måske I deler en gastronomisk interesse? Hvad med at give hinanden en vin- eller øl-smagning? Eller måske tage på et madlavningskursus, hvor I kan prøve kræfter med alt fra hotdogs til flødeboller. Det kunne også være starten på en sjov aften i byen, hvor I lægger ud med et cocktailkursus. Så er der også mulighed for at udvide repertoiret derhjemme, når der kommer gæster på besøg.  

Ting til hjemmet er endnu en ting, der kan komme jer begge til gode. Selvom indretning nok er mange kvinders domæne, så er der jo de store ting som møbler, TV, lydanlæg og billeder/kunst, som I sikkert begge har en fællesinteresse i. Dette er derfor en smart og praktisk måde at give hinanden en fællesgave på.